Velkommen til broderloge nr. 60 Hammeren
Logen har til huse i Odd Fellow bygningen på Dahlsvej 2, 4220 Korsør og hører under den Uafhængige Storloge for Kongeriget Danmark, I.O.O.F.
Odd Fellow Ordenen blev stiftet den 26 april 1819 i USA, som en uafhængig gren af det engelske ordenssamfund. Siden har det amerikanske initiativ fået et verdensomspændende omfang. Ordenen kom til Danmark den 30. juni 1878, hvor den første danske loge blev stiftet. Til forskel fra de fleste andre Ordener optager Odd Fellow Ordenen både kvinder og mænd som sine medlemmer. Der er ikke tale om fællesloger, idet medlemmerne er organiseret i henholdsvis søster- og broderloger, men grundlaget for deres virke er det samme.
Ordenen og dermed også vor loge har to hovedmål, et etisk og et humanitært. Det etiske element sigter mod at vise Venskab, Kærlighed og Sandhed i alle livets forhold. Det humanitære mål kommer til udtryk gennem donationer til kulturelle, uddannelsesmæssige og velgørende formål. Medlemmerne interesserer sig for alle aspekter i livet. De tager ansvar - tager vare på andre, og nyder samværet.
Man kan ikke selv melde sig ind, men skal foreslås af andre logebrødre, dette er en vigtig forskel fra foreninger og andre sammenslutninger. Det vil dog altid være muligt at kontakte Overmesteren (logens øverste leder) ved at udfylde skemaet lige herunder.
Der afholdes møder fast hver mandag aften fra kl. 19.00 til kl. 22.30 i sæsonen, som starter første mandag i september og slutter senest 15. maj året efter. Mødeaftenen er opdelt i 2 elementer, dels en formel del, som forgår efter en fast agenda i vores logesal og dels et efterfølgende fælles måltid med tilhørende social samvær.
Herudover arrangeres der foredrag, besøg til andre loger og besøg fra andre loger i ind/- og udland, kulturelle udflugtsture og andre sociale aktiviteter. Til nogle af arrangementerne som julestemning, bankospil og foredrag inviteres familen med. Der laves også en sommerudflugt.
Vi er i omegnen af 35 brødre i aldersgruppe mellem 60 år og 90 år hvor ca. 75% møder stort set hver mandag og øvrige møder med lidt større intervaller. Vi ser naturligvis gerne en høj mødedeltagelse for egen og logens skyld, men prioriteten vil altid være familie, arbejde/socialt engagement og derefter logen.
Vi har det sjovt og det hele foregår i en meget fornøjelig og humoristisk atmosfære med plads til forskelligheder og alle relevante indspark. Når vi er i logesalen, som ledes af overmesteren, er der dog nogle formelle former som skal overholdes, men som vil forekomme helt naturlige, når først man har deltaget nogle få gange. Vi har jævnligt foredrag enten af egne brødre eller udefra, vi har 1-2 virksomhedsbesøg om året, vi har jævnligt besøg af andre loger og er selv på besøg. Der kan skabes et godt netværk/venskab ved at være fælles om Odd Fellow Ordenen.
Vi glæder os meget til at lære dig at kende og få dig med i vores fælles broderkæde.